Lokal vælgerforening ærer Poul Schlüter: - Han betød meget for Tønder

Publié le par TV SYD by Anne Bolding

Torsdag sov den tidligere statsminister Poul Schlüter ind. Han voksede op i Tønder, og fredag ærede to af den lokale Konservative vælgerforenings formænd den afdøde tøndring.

Hilmer Juhl Christensen og Birgitte Klippert ærede Poul Schlüter ved busten af den tidligere statsminister i fødebyen Tønder. Foto: Anne Bolding, TV SYD

Hilmer Juhl Christensen og Birgitte Klippert ærede Poul Schlüter ved busten af den tidligere statsminister i fødebyen Tønder. Foto: Anne Bolding, TV SYD

- Det er en markant politiker, der er gået bort.

Sådan lyder ordene fra Hilmer Juhl Christensen dagen efter nyheden om Poul Schlüters død.

Hilmer Juhl Christensen er tidligere formand for Tønders Konservative vælgerforening, og fredag besøgte han busten af den tidligere statsminister, der står placeret ved Hotel Tønderhus.

Han havde selskab af Birgitte Klippert, der er den nuværende formand for vælgerforeningen, og sammen ærede de tøndringen ved at placere en krans af laurbærblade på busten.

- Det er selvfølgelig en bevæget dag i dag. Det er det altid, når man skal sige farvel til nogen, der har været en del af ens liv, siger den tidligere formand.

Busten af Poul Schlüter

  • Busten er støbt på et værksted i Italien
  • Den er lavet af bronce
  • Det er kunstneren Gudrun Andersen, der står bag den
  • Den blev offentliggjort i 1996

En stor mand

Hilmer Juhl Christensen var initiativtageren til busten, som kunstneren Gudrun Andersen står bag. For den tidligere formand er der ingen tvivl om, at det var på sin plads at hædre den landskendte tøndring.

- Han betød meget for Tønder, og jeg ved, at Tønder også fyldte meget for Schlüter. Så vi er selvfølgelig stolte af, at det var en tøndring, der blev statsminister. Der går måske 300 år, før det sker igen, siger han, mens Birgitte Klippert tilføjer:

- Han var en stor mand med store tanker.

Anekdoter

Efter kransen var placeret fortalte Hilmer Juhl Christensen flere anekdoter om Poul Schlüter, der blev født i Tønder i 1929.

- Han fortalte engang til en festmiddag, at det var dejligt at være statsminister, og at man selv skulle prøve det. Men det er jo ikke noget alle bare lige kan blive, siger han.

Den tidligere formand nævner også humoren, som et vigtigt værktøj for Poul Schlüter, når han forsøgte at tage de rigtige valg i forskellige politiske situationer.

- Om det at være statsminister fortalte han engang, at det er svært at blive det, det er nemt at være det, men at det er allersværest ikke at være det, afslutter Hilmer Juhl Christensen. 

Busten af Poul Schlüter står placeret ved Hotel Tønderhus. Fredag blev en laurbærkrans hængt på den for at ære den tidligere statsminister. Foto: Anne Bolding, TV SYD

Busten af Poul Schlüter står placeret ved Hotel Tønderhus. Fredag blev en laurbærkrans hængt på den for at ære den tidligere statsminister. Foto: Anne Bolding, TV SYD

Pour être informé des derniers articles, inscrivez vous :
Commenter cet article